Kære Stine og Mikkel
I er i mine tanker.
I dag har vi sagt farvel til Andreas Byskov Sarboe. En søn,
en ven, en cykelrytter, en klassekammerat og min MOT-elev.
Jeg er så heldig, at møde mange fantastiske unge mennesker
gennem mit job. Og indimellem møder jeg én, som bare gør et kæmpe positivt
indtryk lige med det samme, hvor jeg tænker: du er helt unik!
Sådan var mit møde med Andreas.
I oktober 2018 fik jeg fornøjelsen af at være MOT-coach for Andreas
og 25 andre cykelryttere. Det var i forbindelse med samarbejdet mellem UnoX,
vores samarbejdspartner og DCU. Vi skulle undervise de unge ryttere i MOT’s 3 værdier:
mod til at leve, mod til at vise omsorg og mod til at sige nej.
Jeg startede ud med at stille et par åbne spørgsmål og der
var ærlig talt ikke helt ”hul igennem”. Det var tydeligt, at dét at sidde i
hestesko, hvor alle kunne se alle og så oveni købet svare på halv personlige
spørgsmål fra en ukendt, midaldrende kvinde, var en kende udenfor de unge
gutters comfort zone.
Endnu et åbent spørgsmål. Jeg ventede igen på en hånd i vejret … Dét så Andreas. Han så mig være sådan lidt ”på glatis” og han så, at jeg var ”alene” om at få det her i gang. Han rakte hånden op og kom med et svar, som fik mig til at tænke: Ja! Der er håb .
Det skulle blive starten på nogle inspirerende snakke med hele holdet: om livet, som cykelrytter, om de ting, de måtte sige nej til, om drømme og om kammeratskab…
Andreas var et tydeligt modigt og positivt forbillede for de andre. Han turde gå forrest. Han var omsorgsfuld – over for mig, som han lige havde mødt, og over for alle på holdet, som han fik med ved at være en rollemodel.
Andreas og jeg klikkede med det samme. Han var vild med MOT og kom hen og talte med mig i pauserne, hvor han ”spillede mig god” ved at sige ting som: hvor er det godt, det her, Stina. Det er lige, hvad vi har brug for. Han fortalte om sine drømme inden for cykelløb, om sin tid på Munkegårdsskolen, hvor der er MOT og hvor vi havde fælles bekendte, om hvor fedt Falkonergården var at gå på – hvordan jeg bare skulle sige til min datter, som danser, at hvis hun kom derud og gik på gymnasiet, så skulle han nok gøre sit for at hun fik en god start… Ja, jeg kunne blive ved. Vi fik rigtig snakket.
I dag, i kirken, understregede præsten og Mikkel, Andreas’ far, hvordan Andreas altid har delt – delt ud af sin medmenneskelighed og lyst til at give plads til andre. En teamplayer. ”For når man deler, får man mere.” Sådan var ordene. Tak, fordi du delte pauserne den dag i oktober med mig, Andreas.
Jeg fik kun 6 timer sammen med Andreas og jeg fik kun lige lov til at lære ham at kende. Han vil ikke være på holdet næste gang, vi skal have MOT, men jeg vælger at se anderledes på det. Jeg er så ovenud taknemmelig for de timer og for, at vores veje krydsede, Andreas.
Jeg sagde til min mand og min kompagnon i MOT, Mark, da jeg
kom hjem den dag i oktober, at ”ham Andreas Byskov Sarbo, ham skal vi holde øje
med! Han bliver til noget stort og han skal være vores MOT-amassadør!
Du blev til noget stort, Andreas. Og jeg vil mindes dig hver gang, jeg står over for en ny gruppe mennesker i MOT regi. Jeg vil fortælle dem historien om Andreas, min MOT-elev, der så mig, da jeg havde brug for det og som rakte hånden op og fik gang i snakkene, deltog frivilligt i alle mine MOT-øvelser, grinte med, smilede til og gav plads til sine kammerater rundt i hesteskoen. Når de sagde noget eller udviste mod, kvitterede Andreas med smil og et anerkendende nik. Jeg vil fortælle dem, hvorfor det er så vigtigt at turde være den første og turde være den, de andre følger. Jeg vil fortælle dem, at Andreas var den primære årsag til at de 6 timer, vi skulle have MOT sammen blev til ét af mine yndlings MOT-oplevelser.
Du vil leve videre i fortællingen, Andreas. Præcis, som din far og mor ønskede i kirken: at vi alle ville husker dig for den fantastiske unge mand, du var.
Tak for tiden, Andreas.
Din MOT-coach
Stina
