Min drøm er at give min bror det bedst mulige liv

.sarah-1

I MOT Danmark starter Drømmeperioden i december med modulet Drømme i 8. klasse. Vi opfordrer vores skoler til at dykke ned i de drømme, der kommer frem, når de unge laver deres drømmeopgave. Vi siger til skolerne: læs dem, tag dem seriøst, brug dem som opmuntring og livsgejst – og opfyld et par stykker, hvis det “ligger lige til højrebenet”.

Som vi alle ved, kan drømme være store og små. De kan være for dig selv eller for andre. Hvad enten det er det ene eller det andet, har drømme det med at inspirere, når de bliver delt.

Her deler Sarah sin drøm fra MOT’s Drømmeperiode med os alle. Et godt eksempel på, hvordan en lærer, en MOT-coach og en skole, skaber rammerne for, at en drøm får “ben at gå på” …

Her er Sarah – hun er ung MOTivator på Katrinebjergskolen i Aarhus.

Sarah har en storebror med Down’s syndrom. I forbindelse med “Drømmeperioden” skrev Sarah: “Min drøm er at give min bror det bedst mulige liv ved at give ham følelsen af at jeg er stolt af ham”… “Det vil jeg gerne gøre ved at fortælle en større gruppe om min bror”.

Således fortalte Sarah om sin bror med Down’s syndrom og om hvor svært det er at han både kan være store- og lillebror. Noget som hun tidligere syntes kunne være svært at åbne op omkring og som hun måske også var lidt pinlig over.

Idag sætter Sarah stor pris på og er stolt af sin bror, Anders. Hun fortalte blandt andet: “Min storebror og hans venner lever livet fuldt ud. Tænker aldrig “hvad nu hvis” men får det bedste ud af situationen. Det kunne vi alle lære noget af.”

Du er supersej, Sarah. Sådan at tage sagen i egen hånd, springe ud i det og fortælle åbent og omsorgsfuldt om din bror.

Du har MOT i hjertet og vi er superstolte af dig