Undskyld! – og lad os så lige fokusere på det vigtige!

Depressed kid during epidemic quarantine

Blog-indlæg af Tim Lindebæk Djursing.

Som knægt oplevede jeg et skoleskifte, der på mange måder var svært. Et skoleskifte, omkring 5/6.klasse, fra den Kongelige Teaters Balletskole, til en klassisk dansk folkeskole i en københavnsk forstad. Fra en skole med streng disciplin, stålsatte rammer og 3 elever i min trygge lille klasse; til en skole hvor støjen, lugten, respekten, tolerancen, behovene og hierarkiet var markant anderledes.

Det var på mange måder en svær overgang; mig med min velfriserede sideskilning, den totalt afvigende sans for tidens mode og den sære smag for musik, der oftest blev spillet på violiner, celloer og harper. Den nye klasse med 25 forskellige (men ligeledes usikre) unge, der hver især havde lært “overlevelsens kunst” i forstadens til tider hårde miljø, hvor Ace of Base og Østkyst Hustlers bragede ud af ghettoblasterne når man passerede 9.klasserne i skolegården.

Jeg var på udebane.

På trods af, adskillige gange, at have stået alene foran tusinder af mennesker, på en af landets største teaterscener, følte jeg mig for første gang i mit liv alene.

Som den lille afviger der var markant lavere end gennemsnittet, blev jeg hurtigt den nemme at udstille i fællesskabet, og den nemme at bruge som springbræt til de hurtige grin og nemme skridt op i hierarkiet.

Men jeg var ikke helt dum. Og havde altid haft ”en mund der aldrig stod stille”, som min mor altid udtrykte det. Hurtigt fandt jeg melodien – knap så klassisk og elegant som tidligere, men min egen overlevelsesstrategi. Og den virkede. Væsentlig bedre end frygtet.

Jeg blev hurtigt god til fodbold; Det var en vej til anseelse i fællesskabet. Jeg begyndte at gå i tøj der ikke var min mors aflagte firmatøj, og derfor bedre kunne gå under radaren. Det var en anden vej.

Men den nemmeste og absolut hurtigste vej op ad stigen for mig, var uden tvivl da jeg begyndte at bruge min mund til at sparke nedad – jeg havde et fuldstændig uudforsket talent for at tale andre folk ned. At få andre folk til at føle sig små og magtesløse, blot ved at bruge min stemme.

Mit biologiske 6.klasses hylster kunne ikke skræmme selv den mindste knægt i klasserne under os, men min mund kunne få de smarteste 9.klasses drenge til at tie på få sekunder. Det var et våben. Et overraskende stærkt våben. Et våben der forblev stærkt meget længe, og et våben der fik skubbet flere andre under mig ud af fællesskabet – og desværre også ud af skolen.

Et våben jeg desværre først fik en forståelse af at have misbrugt, da jeg udpegede mig den største og tungeste dreng fra en af de mindre klasser, som ugens offer. En fejltagelse der resulterede i, at jeg i frikvarteret fandt mig selv liggende, med våde øjne, under (hvad der føltes som) en 130 kg tung dreng fra 4.klasse, mens samtlige børn jeg havde trådt på igennem det seneste år (og det var en del), hujede og klappede triumferende af min overmand.

Min overlevelsesstrategi havde slået fejl.

Jeg havde følt mig alene og lille, og havde brugt mit eneste våben på at skubbe nedad, så jeg selv kunne blive løftet. Men liggende på den kolde asfalt, med tryggerede ribben, under sejrherren, slog det mig, at jeg jo faktisk ikke havde løftet mig. Jeg var ikke blevet mere populær – det var tydeligt at se på de utallige triumferende ansigter i skolegården. Jeg var ikke blevet mere sikker på mig selv. Jeg havde blot kastet med hvad jeg nu end havde, blot for at der blev længere vej mellem skytsene mod mig. Jeg havde glemt alt om disciplinen, respekten og tolerancen, som jeg gennem mange år på balletskolen nøje havde haft i bagagen som den største selvfølge.

Blot fordi jeg følte mig alene.

Bagefter husker jeg på skolens kontor, efter at have ventet hvad der føltes som timer, hvordan rektor blot kom ud fra et møde, kiggede på mig og tørt sagde til mig: ”Tim, med alt hvad du har i bagagen, så undrer det mig, at det er sådan at du vil bruge dine styrker”.

Det blev de vigtigste ord for resten af min opvækst.

Det er tankevækkende, at jeg først nu har haft modet til at sige undskyld. Undskyld til alle dem der har været trådt på, forhånet, udstillet og mobbet – for ja, jeg var virkelig god til alle de ting.

Samtidig bekymrer det mig også hvor lidt der skal til, før at man mister melodien, selvværdet, selvrespekten og værdierne. Blot fordi man føler sig alene.

Jeg er i dag stadig pinlig over at jeg endte der – nederst. Ikke under den sejrende knægt – han fortjente i høj grad bifaldet. Men pinlig over mine valg. Pinlig over at blive forblændet af grinene og den larmende stilhed der kom, når jeg udskammede folk. Pinlig over, at have trådt på så mange andre unge som mig selv. Og pinlig over, at der skulle gå så lang tid, før jeg fandt modet til en undskyldning.

Men jeg er også stolt over i dag at sidde i et job, hvor jeg netop sætter fokus på dette. Og konstant minder andre voksne om vores fælles ansvar i dette.

I dag peger alle statistikker på, at unge det seneste år, med isolation og ekstremt begrænset fysisk kontakt med andre mennesker, føler sig mere alene og ensomme end nogensinde før.

Det er tankevækkende.

Jeg tror desværre ikke, at min historie er enkeltstående. At andre unge i dag, ikke også kan komme til at handle mod egne værdier og principper, når ensomheden rammer.

Vi er derfor nødsaget til at tage det alvorligt, når størstedelen af de unges kontakt til andre mennesker, er sket gennem en skærm det seneste år. Nødsaget til at fokusere på fællesskaberne, samværet og trivslen, før vi kigger på danskniveauet, engelskkundskaberne og den nationale test.

Ellers ender vi med flere 6.klasseselever som mig…