At se det hele menneske og at inkludere er en nem opgave, når det handler om mennesker, vi forstår, som har en adfærd, vi forstår og som bare er dejlige og nemme at være sammen med. Da jeg var lærer, var det tydeligt for mig og mine klasser, hvem der blev forstået og inkluderet lige med det samme, og hvem der ikke gjorde. Men hvis opgaven er at inkludere alle, så kan man måske argumentere for, at opgaven er vigtigst, når den er svær? Altså, når vi ikke forstår hinanden, er hurtige til at dømme og mest af alt har lyst til at pege fingre og lægge for had, så er det, at inklusionen står sin prøve.

Jeg kan huske, hvad der skete med mig, eleverne og ja, kulturen i klassen, når vi lykkedes med at inkludere dem, der var svære at inkludere. Det var en succesfølelse, og det byggede os op som mennesker. Vi blev stærkere og mere robuste af det. Når vi derimod røg ud af den dømmende vej, hvor sladder, ekskluderende adfærd og negativ kultur fik plads, blev vi ringere mennesker, der mistede fokus og livsglæde generelt. Og adfærden fra de ekskluderede blev endnu dårligere. Det blev en nedadgående spiral!

”Det er dem, der er sværest at inkludere, der har mest brug for det”, hører jeg ofte mig selv sige i MOT-sammenhæng. Det tror jeg på! Det betyder ikke, at vi skal acceptere dårlig adfærd og kultur, men at vi ikke når langt, hvis vi ikke prøver at forstå, hvor vi hver især kommer fra. Stiller spørgsmålet: Hvorfor gør du, som du gør? i et forsøg på at forstå og ikke fordømme. Først der, skaber vi en mulighed for, at vi kan mødes som mennesker og ikke skilles.

”Jamen, hvor er ansvaret henne så?”. I MOT arbejder vi med et 50/50 fokus, som handler om at fællesskabet og individet deler et ansvar for at skabe et inkluderende miljø. Men i virkelighedens verden forholder det sig sådan, at dem der naturligt inkluderer andre, har et ansvar for at starte processen. Dem, der er svære at inkludere, skal først mærke og opleve, at de bliver set som HELE mennesker, der er mere og andet end mobber, kriminel, misbruger, introvert, anderledes … fyld selv mere på. Når de oplever, at andre ser dem for mere end deres negative adfærd, kan en ny adfærd begynde, og denne kræver mod. Måske skal modet lånes fra andre i begyndelsen, men modet til at ændre sig, se sig selv udefra, kommer IKKE af fordømmelse og had - Tværtimod.

MOT bliver ofte misforstået som en anti-mobbe-organisation. Det er vi ikke, men jeg forstår godt, hvorfor denne misforståelse opstår. Vi arbejder med at træne de unges mod, robusthed og trivsel, og når unge trives, mobber de ikke. Så MOT har jo stor effekt på mobning. Men vi har en klar holdning til, at vi arbejder med kulturen, fællesskabet og individerne for derigennem at skabe de bedste rammer for forskellighed, samhørighed, mod og glæde. Vi hører stadig begrebet ”mobbeoffer”, når skoler ønsker, at vi kommer og fikser deres mobningsudfordringer. Det takker vi altid nej til. Har I lagt mærke til, hvad der sker med os mennesker, når vi taler om et offer? Vi bliver medlidende, omsluttende og ofte ændrer vi vores kropssprog og toneleje: ”Nårh, det er også synd for dig”. Vi kommer til at offer-gøre ”offeret” endnu mere, selvom det egentlig ikke er det, vi ønsker. Det kommer fra et godt sted, men det gør indimellem ondt værre. Jeg har coachet en del i mit liv, og når jeg sidder med en klient, der er godt sovset ind i en offerrolle, stiller jeg altid spørgsmålet: Synes du, det er synd for dig? Ret ofte siger de: ”Ja, det er det da! Kan du ikke se det?”

Men når vi offer-gør et mennesker og overøser dem med ”Det er synd for dig!”, så tager vi al ansvar, handlemuligheder og følelse af selvværd ud af dem. De bliver apatiske og mister mere og mere livsmod. Det svære ved det her er, at vi ikke altid lægger mærke til, hvordan og hvornår vi bidrager til offer-følelsen. Vi vil jo gerne være der for dem, der ikke har det godt, og mange af os har et omsorgsgen, der gerne vil ”passe på” for dem, vi holder af. Problemet er, at vi fratager dem muligheden for at udvikle deres robusthed og modstandskraft. Det er jo, når livet er svært, at robustheden har sit udviklingspotentiale. Når vi opdager, at vi kunne hive os selv op nede fra hullet – gerne med andres hjælp – ja, så ved vi, at vi også kan igen, når livet rammer hårdt næste gang. Det er den slags gødning, robusthed vokser ud fra.

I stedet for at offer-gøre, så lad os bygge op. Lad dem, der har det svært vide, at vi tror på, de kan mere, end de tror. Lad dem låne vores mod og give dem muligheden for at føle, at de kan klare de udfordringer, de møder. Og lad os så lige minde hinanden om, at inklusion af dem, der er svære at inkludere, er den eneste vej frem mod en kultur, hvor forskelligheder accepteres, hvor ansvar bliver en positiv og fremadskuende værdi, OG hvor en rollemodel kan fejle og være uperfekt.