
MOD til at glæde dagen 2025
D. 21. november udspillede der sig mange glædelige aktiviteter rundt omkring i landet på årets MOD til at glæde dag. Der var alt fra små gerninger som et smil til en skolekammerat, hjælp med at bære poser i supermarkedet eller bare at holde døren for en fremmed efterfulgt af et “ha’ en god dag!”.
"Et smil er den korteste afstand mellem to mennesker," sagde den danske komiker Victor Borge og forskning viser, at der er noget om det. Når du smiler til en anden, aktiveres deres spejlneuroner næsten øjeblikkeligt. Selv små venlige gerninger, som at holde døren, give et kompliment eller bare lytte til andre, kan øge begge parters velvære, styrke følelsen af samhørighed og mindske stressniveau. Derfor er MOT Danmarks ”MOD til at glæde dag” ikke bare en idealistisk tanke, men også veldokumenteret i psykologien, og det sætter to streger under, hvorfor det er så vigtigt at forstærkningsaktiviteten gennemføres hvert år. Skolernes MOT Coaches går foran med opmærksomhed på, at hver handling, hvert smil og hver opmuntrende gestus er en måde at være kulturformidler og et forbillede for de unge på. Til MOD til at glæde dagen ser vi mange eksempler på, hvordan elever og MOT Coaches omsætter dette i praksis.
Tidligere MOT Elev Anne Nicoline fortæller, hvad MOD til at glæde dagen har betydet for hende i dag: “Jeg husker, hvordan et simpelt smil eller en opmuntring kunne ændre min dag. Det fik mig til at føle mig set og hørt! Nu forsøger jeg stadig at gøre det samme. Ikke kun for at glæde andre, men også for mig selv. Det giver mig energi i mit eget system at fylde flybenzinen på andre. Smil smitter og små handlinger kan virkelig gøre en stor forskel”. Budskabet er klart: Der er ikke behov for store planer for at gøre en forskel. Et smil, en opmuntring eller en lille tjeneste kan sprede glæde, styrke samhørigheden og skabe fællesskab.