Organisationen
VI KÆMPER FOR AT ALLE UNGE FÅR MOD PÅ LIVET
MOT er en non profit organisation, der startede i Danmark i 2013, og siden da har arbejdet målrettet for at skabe en generation af modige og robuste unge. MOT konceptet er dog blevet udviklet og testet helt tilbage fra 1994 og er i dag et af de mest resultatskabende trivselsprogrammer for unge. Konceptet stammer fra Norge, som generelt er langt fremme, når det gælder unges trivsel. I 2020 sørgede den norske regering fx for at skoler har “Folkesundhed og livsmestring” på skemaet.
vision
Vi drømmer om at skabe et varmere og tryggere samfund. Et samfund hvor ingen føler sig alene, og hvor alle har modet til at sætte grænser for sig selv, hjælpe andre og udleve deres drømme. Et samfund, hvor vi bekæmper ensomhed, angst, stress, kriminalitet, misbrug, og vold med robusthed, dannelse, fællesskaber og livskvalitet for alle.
mission
For at opnå denne drøm må vi starte med de unge. Derfor arbejder MOT proaktivt for at styrke unges robusthed, mod, dannelse og livsmestring. MOT bygger selvbevidste og empatiske unge, der forstår at håndtere udfordringer og dilemmaer i livet. MOT har en positiv tilgang og fokus på muligheder og det hele menneske.
INSPIRERET AF
SPORTSSTJERNERS MOD
MOT blev startet i 90’erne af de 4 norske elitesportsudøvere Atle Vårvik, Johan Olav Koss, Rune Brathseth og Dag Otto Lauritzen, som ønskede at bruge deres status som sportsstjerner til at hjælpe unge med at forbedre deres selvværd og finde modet til at træffe egne valg og udleve deres drømme.
De ville inspirere flere unge til, at stå op for egne værdier og være der for dem, der var udenfor fællesskabet. En lang række atleter så hurtigt værdien af konceptet og siden er MOT blevet udviklet til et fuldt trivselsprogram, der nu undervises i på både skoler, ungdomsuddannelser og klubber.
Støttet af erhvervslivet
MOT programmerne er økonomisk støttet af erhvervslivet og velgørende fonde. Vores programmer finansieres i dag 50-50 af skolernes egenbetaling og vores sponsorer, og derfor kan vi tilbyde skolerne en meget favorabel pris på vores trivselsprogrammer. Som NGO arbejder vi målrettet på at onboarde flere sponsorer og derved nedbringe skolernes egenbetaling, så vi kan give endnu flere unge mod på livet.
EN GLOBAL BEVÆGELSE
I dag er MOT en global organisation, der arbejder med unge i Norge, Danmark, Letland og Sydafrika. Vi arbejder løbende med at få flere lande ombord i kampen for at forbedre unges mentale sundhed og trivsel. Unges mistrivsel er et globalt problem, som MOT kan medvirke til at løse.
skal din skole også have mod på skemaet?
Uanset om du er leder, lærer, træner, ung eller forælder, er du velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre om mulighederne for at få MOT på din skole eller i din klub.
Vi har god erfaring med at tage fat i beslutningstagere på opfordring fra jer.