Safia med hendes MOT-coach og MOT Danmarks Drømmeperiodeansvarlige, Bibbi.

Drømmeperiodeansvarlig – wow det er fedt!

Vi skal alle sammen turde drømme både stort og småt, for os selv og for andre og allervigtigst: turde sige det højt!

Da jeg for et år siden blev ansat i MOT, fik jeg den fine opgave at være ansvarlig for drømmeperioden. En opgave jeg virkelig glædede mig til at tage fat på, da Drømme-modulet var en af mine egne absolut yndlingsmoduler som coach. Muligheden for at snakke med de unge om hvad de egentlig drømmer om. Samt gang på gang, blive overrasket over både størrelserne af drømmene, men mest af alt hvor meget de unge mennesker drømmer om at gøre noget godt og være forbilleder for andre – det er simpelthen fantastisk. Det har været så inspirerende at læse alle de mange drømme, der er kommet ind og hvor ville jeg gerne opfylde dem alle. Sådan er det desværre ikke og selvom der er blevet forsøgt at opfylde rigtig mange er det ikke alle der er lykkedes. Sådan er det også med drømme.

Safia fra Strandskolen, som i ser på billedet, drømte om en tur i en racerbil. Det drømte hun om, fordi hun gerne ville vise at piger også kan gå forrest når det handler om fart og biler. Vi havde den fedeste dag på Jylland-Ringen hvor Safia bådevar ude at køre i en racerbil og racerkøren også delte ud af erfaringer og tips og tricks. Det var så fedt at se hende lyse op og være i sit es. Håber, Safia kan inspirere andre til at drømme om præcis det de har lyst til og ikke holde sig tilbage pga. hvad andre mon vil tænke.

Mads Svenningsen fik også sin drøm opfyldt. Han drømte om at træne med Peter Gade for at styrke sit badmintonspil. Heldigvis var Peter Gade helt vild positiv omkring en træning med Mads, så det fik vi hurtigt sat i værk. De skulle egentlig kun have trænet lidt, men endte med at træne i næsten to timer, hvor Mads fik gode råd og masser af fjerbolde kastet efter sig.

Jeg synes også, jeg vil nævne at mange MOT-coaches selv har været rigtig gode til at opfylde drømmene, de har fået fra deres elever. Vi fik bl.a. en drøm fra en elev der ønskede sig at få en kæmpe buket blomster for at føle sig set. En, to, tre og hendes seje MOT-coach sørgede for at hun til næste MOT-modul fik en KÆMPE buket blomster fra hele klassen.

Årets MOT-coach Eddie fra Hvinningdalskolen i Silkeborg er også gået den ekstra mil for at opfylde en af hans MOT-elevers drøm om, at gøre noget godt for sin familie. Den drøm kan du læse om i forrige nyhedsbrev.

Selvom skoleåret nærmer sig en afslutning, så er der stadig en del drømme på mit skrivebord og jeg håber stadig at kunne opfylde mange flere.

Vi skal alle sammen turde drømme både stort og småt, for os selv og for andre og allervigtigst: turde sige det højt! Når vi siger højt, hvad vi drømmer om, lærer vi hinanden at kende. Og når vi siger ting højt, er der chance for at nogen hører os og vil hjælpe os. Det samme gælder med drømme!

Lige nu drømmer jeg om en tur til stranden med min lille datter, finde en ny kofanger til min veteranbil og at endnu flere skoler får MOT på skoleskemaet.

Hvad drømmer du om?

Bibbi

Ved at klikke på "Accepter alle cookies" accepterer du, at der gemmes cookies på din enhed for at forbedre webstedets navigation, analysere webstedets brug og hjælpe med vores markedsføringsindsats. Se vores Privatlivspolitik for mere information.