Hun træner 5 timer om dagen og har på grund af sit handicap, cerebral parese, brug for meget restitutionstid. Derfor er Emma også meget påpasselig med, hvad hun siger ja til ved siden af sin træning. Betænkningstiden var dog ikke lang, da hun blev spurgt, om hun ville være ambassadør for MOT.  

“Da jeg hørte om MOT, og hvad MOT arbejder for, var jeg ikke tvivl. Det har længe været min drøm at kunne hjælpe unge mennesker. Da jeg selv var ung, havde jeg tit en følelse af ikke at være tilstrækkelig, ikke at være god nok og ikke føle mig forstået. På den måde passer MOT spot on på mig, og jeg ville ønske, jeg selv havde haft MOT, da jeg gik i skole. Så tror jeg, at jeg ville have haft nemmere ved at tale om det, jeg synes, var svært”.

Det er første gang Emma Lund bliver ambassadør for en NGO, og hun håber, at hendes personlige historie kan være med til at inspirere unge til at stå op for hinanden. Hun er også ret glad for, at MOT-ambassadørrollen ikke handler om fart, gear og pace, som det ellers gør, når hun holder oplæg i cykelklubber og lignende. Emma Lund er nemlig ikke kun interesseret i at tale om hendes resultater på cyklen.    

“Verdensmester eller ej, som ambassadør for MOT handler det mere om alt det udenom sporten og resultaterne. Det handler om de følelser, der er i mig, og gør mig til den, jeg er. Selv om jeg er handicappet, er mine følelser jo ikke meget anderledes end mange andres. Jeg har altid været irriteret over, at vi alle sammen skal passe ind i nogle bestemte kasser i samfundet, og at der ikke er plads til at gøre kasserne større, så de kan rumme noget mere. Så det er i hvert fald noget af det, jeg gerne vil bruge min taletid på at skabe fokus på. Jeg synes, vi skal blive meget bedre til at inkludere hinanden. Det er netop noget af det, MOT står for, og det, synes jeg, er nogle virkelig vigtige værdier at lære de unge”.

“Jeg øver mig stadig i at holde fast i mig selv”

Selv om Emma i dag har vundet flere medaljer, er verdensmester, udtaget til PL og er årets parasportsnavn, så kæmper hun stadig med at passe ind i fællesskabet og oplever diskrimination på grund af sit handicap. Det har blandt andet betydet, at hun undervejs flere gange måtte opgive sine drømme. En af de hårdeste var sygeplejestudiet, hvor hun fik at vide, at hun aldrig ville få sin eksamen. Der mistede hun drømmen om at komme til at arbejde for en NGO for at hjælpe andre, der har det svært, som fx Kræftens Bekæmpelse eller Røde Kors.  

“Det er lysten og motivationen, der driver mig. Jeg er aldrig blevet pacet af mine forældre eller andre. Jeg har altid elsket sport og at cykle, men det var aldrig for at blive den bedste, jeg gjorde det. Men da jeg så blev “smidt ud” af sygeplejestudiet og derefter mislykkedes i et job, som nogen mente jeg ikke kunne udfylde godt nok, vandt jeg alligevel min første VM-medalje. Derefter valgte jeg at gå all in på min sport og samtidig bruge min stemme og person til at gøre en forskel, der hvor det giver værdi.”

Med støtte fra Team Danmark og opbakning fra både kæreste og familie, er Emmas næste mål PL 2024 i Paris til sommer. Og selv om mange har fortalt Emma, at den første guldmedalje altid er den nemmeste, så tror Emma på endnu en medalje til sommer.