Hvinningdalskolen opfylder en drøm!
For nogle år siden mistede Lukas og hans familie pludselig deres far, hvilket naturligvis har haft en stor betydning for deres liv. Men samtidig skabte det også et stærkt bånd og sammenhold i familien, hvor omsorg, nærvær og opmærksomhed er vigtige værdier, som skinner tydeligt igennem hos de tre børn og moren. Lukas skriver selv, at det vil gøre ham rigtig glad, hvis hans familie har det godt, da de betyder meget for ham. En fin, uselvisk og nærværende drøm, som ikke handler om Lukas selv, men om de personer, som betyder mest for ham, og som han holder meget af.
I MOT-teamet på Hvinningdalskolen blev vi rørt helt ind i hjertet af at læse om Lukas’ drøm, og vi blev hurtigt enige om at arrangere en særlig overraskelse for hele familien.
Først var familien på rundvisning på Silkeborg Stadion, da Lukas er meget fodboldinteresseret. Rundvisningen bød blandt andet på overværelse af en superligatræning, overrækkelse af en superligabold med spillerautografer og billetter for hele familien til en valgfri hjemmekamp inklusiv mad og drikkevarer.
Efterrundvisningen stod den på wellness for Lukas’ mor og hans to yngre søstre, hvilket indebar afslapning i infrarødt saunatæppe og ansigtsbehandling formoren. Den ældste søster fik ordnet sine bryn og lagt farverig neglelak, mens den yngste fik lavet flotte fletninger. Lukas’ mor skulle også have noget alenetid, så imens hun fik ansigtsbehandling, tog en MOT-coach børnene med på den lokale pølsevogn, hvor de fik en hotdog og en Cocio.
Det var så rørende både at opleve familien og deres taknemmelighed, men også de mennesker der var med til at give dem denne oplevelse. Derfor skal der også lyde en særlig tak til Bjørn Møller Pedersen fra Silkeborg IF og kosmetolog Sidse-Benedicte, der var med til at gøre denne formiddag særligt unik for familien. Heldigvis er der mange folk i lokalområderne, der gerne vil give en hjælpende hånd og udvise medmenneskelighed - vi skal bare have modet til at spørge dem.
Efterfølgende skrev Lukas’ mor følgende:
Tusind tak for de gode billeder og STOR TAK til jer alle og til MOT for en super spændende og unik dag, som vi vil huske og tale om længe. Det har været helt specielle og dejlige oplevelser for alle.
Kh. Lukas’ mor.
Hvor kan MOT bare noget ganske særligt!!